Kæmp dig ud af ensomheden

Alle mennesker har formentlig prøvet at føle sig ensomme fra tid til anden. Det er naturligt og menneskeligt. Det går over, når vi igen får overskud og mulighed for at indgå i et fællesskab.

Men hos nogle mennesker kan følelsen af ensomhed bide sig fast og blive kronisk. Det er meget smertefuldt – og kan gå hårdt ud over både livskvalitet og sundhed. At finde overskuddet til at forsøge at kæmpe sig ud af ensomheden er ikke let. Men her får du en række råd til, hvordan du kan arbejde for at overvinde din ensomhed.

  1. Prøv at finde ud af hvorfor, du er ensom. Du kan fx spørge dig selv, om du investerer tid og nærvær nok i dine relationer, eller om du nemt mister interessen for dem, der er i din omgangskreds. Du kan også overveje, om du egentlig gør dig “spilbar”. Kommer du ud blandt andre? Dine spørgsmål og svar kan fortælle dig noget om, hvor du selv har mulighed for at  gøre en indsats.
  2. Bekæmp mistænksomheden. Hvis du har været ensom længe, er der en risiko for, at du er blevet mere mistænksom overfor andre mennesker. Du kan nemt komme til at tolke små ting, som fx en lang svartid på en e-mail, som et tegn på, at en person ikke vil dig eller måske ikke kan lide dig. Du glemmer måske helt, at vedkommende bare har virkelig travlt. Du kan evt. hjælpe dig selv ved bevidst at bide mærke i de positive ting, der sker omkring dig, ved at skrive dem ned. På den måde kan du arbejde for at genvinde din tillid til, at andre mennesker vil dig det godt.
  3. Opsøg andre – og tal om vejret. Det virker måske lidt banalt, men vi er sommetider bange for den overfladiske smalltalk og lader så helt være med at sige noget. Det er ærgerligt, for smalltalk kan have en vigtig funktion. Når vi smalltalker med nye mennesker, finder vi ud af, om vi har noget til fælles. Smalltalken er ikke målet i sig selv, den er midlet til at komme videre med en relation. Så giv dig selv en chance, og meld dig til et hold eller i en klub med et tema, som du er interesseret i, hvad enten det handler om madlavning, idræt, sprog eller noget helt fjerde – og begynd at tage kontakt.
  4. Overvej et kæledyr. Der er faktisk videnskabeligt belæg for at sige, at et kæledyr kan afhjælpe fornemmelsen af ensomhed. En hund, papegøje eller kat kan ikke erstatte menneskelige relationer, og det skal de heller ikke. Men de kan holde dig med selskab, og vi har godt af samværet med dyr. Det skaber også tit kontakt til andre mennesker at have et dyr – fx hvis du må gå til hundetræning eller ned i stalden hver dag for at strigle en hest.
  5. Fokuser på at være noget for andre. Støt, hvor du kan. Måske er der frivilligt arbejde, som du kan deltage i. Lektiecafeer, besøgsven for ensomme ældre, den lokale idrætsklub – Danmark er fyldt med foreninger, som konstant mangler hænder.

 

Du kan læse meget mere om ensomhed hos Just Humans samarbejdsparnter, Maryfonden, her.