Søvnunderskud går ud over børns indlæring

Børn, der sendes trætte i skole, har svære vilkår for at trives og lære tilstrækkeligt. Faktisk betyder søvnen mere for børns evne til indlæring, end man umiddelbart skulle tro.

En af verdens førende søvnforskere, Dr. Avi Sadeh, har med sin forskning leveret et overbevisende svar på, hvorfor alle børn bør have en fast sengetid. Han har vist, at en times tabt søvn koster et barn cirka to års kognitiv udvikling – det samme som to klassetrin.

I et forsøg fra 2003 delte han 77 børn fra 4. og 6. klasse op i to grupper. Over de tre næste nætter fik børnene i den ene gruppe 30 minutters søvn mere end normalt. Den anden gruppe fik 30 minutters søvn mindre end normalt.

På fjerdedagen testede Dr. Sadeh børnene. Resultatet var skræmmende. Den lille forskel i søvn skabte en enorm forskel mellem de to gruppers præstationer. Forskellen var lig med forskellen mellem en 4.-klasses-elev og en 6.-klasses-elev.

Karaktererne rasler ned

Dr. John Medina, hjerneforsker på University of Washington, citerer i sin bog ”Brain Rules” et lige så chokerende fund: Hvis en gymnasieelev, som karaktermæssigt er blandt de bedste ti procent, får begrænset sin søvn til lige under syv timers søvn i ugedagene og godt 7,5 time i weekenderne, så skrider det intellektuelt. Elevens præstationer vil ende blandt de laveste ti procent.

Disse store konsekvenser af tabt søvn skyldes, at søvnmangel forringer børns evne til at fokusere, til at huske, være kreative, tænke logisk og udvikle deres læse- og regnefærdigheder.

Klik til forsiden for Just Humans tema om børn og unges søvn her.