Sociale aktivitetspladser

Just Human arbejder for at udvikle og opføre en række aktivitetspladser hvor børn og deres voksne (forældre, bedsteforældre eller andre) kan mødes og være sammen mens de er aktive. Formålet med aktivitetspladserne er at skabe sociale mødesteder, hvor forældre kan være aktive sammen med deres børn og få samvær, nærvær og gode fælles oplevelser med bevægelse. Mennesker i alle aldre kan naturligvis også bruge pladserne til træning, leg eller som mødested for fx gå- og løbeture.

Odense er den første by hvor vi skabte denne type aktivitetsplads i 2017, og i 2018 åbnede plads nr. 2 i Rødekro i Aabenraa Kommune.

Planen er at Just Human sammen med sin samarbejdspartner Kompan, kommuner og lokale udviklings/erhvervsråd vil opføre flere aktivitetspladser rundt i landet. Der arbejdes pt på projekter i Jyderup/Holbæk Kommune Holstebro, med planlagte åbninger i 2019.

Baggrund for projektet

Undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut af danskernes motiver og barrierer for at være fysisk aktive viser, at én af de største barrierer er at de voksne hellere vil prioritere tid med familien frem for på motion. I Just Human vil vi gerne hjælpe familierne med en innovativ tilgang: Det behøver nemlig ikke være et spørgsmål om enten-eller, når det handler om forældre-barn-kvalitetstid og motion. Det kan godt være både-og, hvis vi skaber nogle rammer, hvor børn og voksne (forældre, bedsteforældre eller andre) kan være sammen mens de er i bevægelse. Når man leger og bevæger sig sammen opstår der automatisk nærvær. Og det er også noget af det vi ved at danske børn og unge efterlyser – de savner faktisk mere tid og nærvær med deres forældre .

Idrættens Analyseinstitut viser desuden også, at danskerne i højere og højere grad ønsker at dyrke selvorganiseret idræt (ca. 60% i 2016), frem for idræt i forening (ca. 40% i 2016). Det er fleksibelt og kan passes ind når familierne har tid, men det kræver tilgængelige rammer.

Så i Just Human har vi sat os for at gå innovativt til værks og skabe en række pladser rundt i Danmark, som inspirerer og giver mulighed for leg, bevægelse og træning for alle aldre. Chris MacDonald, stifter af Just Human, siger

”Som amerikaner har jeg altid været meget imponeret over, at vi i Danmark er verdensmester i cykelstier og danskernes flotte fokus på grønne områder og naturstier. Selvfølgelig er der altid plads til forbedringer, og efter min mening er det vigtigt, at vi tænker i sociale aktivitetspladser hvor både voksne og børn kan mødes i fællesskab. Initiativet er derfor taget til at få yderligere forbedringer i en positiv retning – så Danmark kan blive ved med at gå forrest i tiltag der øger trivslen.”

Aktivitetsplads for børn og voksne i Odense

Aktivitetsplads for børn og voksne i Rødekro