Ensomhed er et alarmsignal fra dit indre flokdyr

Hvorfor gør ensomhed så ondt?

Hvis du har prøvet at være “udenfor flokken” eller føle dig forkert i en gruppe, så har du måske også overvejet det spørgsmål. Hvorfor gør det så ondt? Du har jo sikkert “bare” mødt en flok mennesker, du ikke rigtig svinger eller passer sammen med. Det behøver ikke at betyde det store. Men det gør det så alligevel! Det betyder rigtig meget for os mennesker, om andre inkluderer os i en gruppen eller ej.

For at forstå vores stærke behov for at være sammen med andre mennesker, er vi nødt til først at skrue tiden lidt tilbage.

Igennem hele menneskets udviklingshistorie har vi nemlig været afhængige af hinanden for at overleve.  Det var simpelthen ingen kære mor på Savannen, hvis vi ikke holdt sammen i mindre, velfungerende flokke. Tværtimod kunne det være den sikre død at være alene i naturen uden kammerater at jage føden med. Vi var et nemt bytte for sult, men også for et hvert rovdyr med knurrende mave.

Sandheden er jo, at vi mennesker i virkeligheden er ret svage alene. Vi kan ikke hamle op med dyrene, når det gælder helt basal overlevelse på egen hånd. En gorilla kan til en hver tid spise et menneske. Men en lille gruppe mennesker, der samarbejder, kan formentlig overvinde gorillaen og overtage dens boplads. Vi menneskers superpower set i forhold til andre arter er vores evne til at samarbejde og hjælpe hinanden i ekstrem grad.

Vi mennesker har levet med dette vilkår som flokdyr i langt størstedelen af vores tid på planeten, og derfor er trangen til at tilhøre et fællesskab også lagt ind i os som en række stærke instinkter.

Konsekvenserne kan mærkes

Disse instinkter er stadig aktive i os og har konsekvenser den dag i dag. Vi bliver belønnet for at være sammen i et fællesskab. Det kan du læse mere om, hvis du trykket på linket her. – og vi bliver ofte “straffet hårdt” på vores følelse af tryghed og velvære, hvis vi lever alene.

Naturen har åbenbart ikke turdet stole på, at belønningen ved fælleskabet var stor nok til at sikre, at urmennesket holdt sammen i trygge flokke. Derfor fik vi også med i vuggegave, at vi at oplever en ret stor smerte, når vi ikke har det godt i et fællesskab – når vi føler os smidt ud eller er i fare for at blive det. Det er den smerte, vi fx kender som ensomhed.

Social smerte med et formål

Denne sociale smerte er virkelig ubehagelig, men den tjener et formal. Den kan forstås som et alarmsignal til os som individer: Den siger: “Hey du – du må hellere gøre dit yderste for at passe ind her. Hvis du bliver sendt alene ud på Savannen, er du en død lige om lidt.” Den er skabt til at motivere os til at søge det livsvigtige selskab.

Og den sociale smerte er slet ikke til at spøge ned: Forskeren Matthew D. Lieberman og hans kollegaer har i utrolig interessante forsøg vist, at den sociale smerte, vi føler, når vi bliver udsat for at blive udelukket fra fælleskabet, kan sammenlignes med reel fysisk smerte. Den sociale smerte lyser simpelthen op i de samme centre i hjernen. Altså om du har knust dit hjerte eller brækket dit ben – det ser ens ud på hjernescanninger.

Og helt vildt er det, at forskning i flere forskellige forsøg samtidig har vist, at smerten faktisk kan dæmpes med helt almindelige hovedpinepiller. Hvis du tager en smertestillende pille, lettes din fornemmelse af social smerte også. Det siger noget om, hvor reel og virkelig denne smerte er. Det er tilsyneladende lige så vigtigt for kroppen at advare os om social isolation som om faren for at brænde op, hvis vi stikker hånden ind i ilden.

Dæmp smerten naturligt

Hovedpinepiller mod ensomhed er naturligvis ikke en holdbar løsning. Hvis ensomheden snerrer, er der ingen anden vej end at erkende, at man er nødt til at forsøge at arbejde sig ud af det – også selv om det kan virke svært eller uoverskueligt. Den eneste naturlige måde at dæmpe smerten på, er at søge fællesskabet så godt som det er muligt. Det får du en lille stribe råd til i denne artikel.