Naturen giver energi og trivsel

Penge gror som bekendt ikke på træerne, men det gør sundhed og energi. Vi mennesker har utroligt godt af at komme ud i det grønne eller blå og nyde naturen, Alene i ro og fred eller evt. sammen med familien, så alle får et skud energi.

De seneste år har bragt mange nye forskningsresultater om naturens energigivende egenskaber.

Et overraskende forskningsresultat fra et hospital i Pennsylvania har fx vist, at galdeblære-opererede patienter, der havde udsigt til grønne træer fra deres sygeseng, havde færre smerter. De blev i gennemsnit udskrevet mere end et døgn hurtigere end en gruppe tilsvarende patienter, der lå og gloede ind i en mur.

Japansk forskning har desuden vist, at ophold i naturen målbart kan sænke blodtryk og stressniveau – og give en bedre energigivende søvn.

Flere undersøgelser har også vist, at børn har godt af at være uden for. Fx har man undersøgt børnehavebørn i en jysk institutions udegruppe og fandt, at de blandt andet var bedre til at finde på og havde et lavere sygefravær end inde-børn.

Naturen er altså et genialt redskab til at holde energi-balancen i skak for os alle sammen.

Vrid energi ud af naturen:

  1. Vær så meget i naturen som muligt. Research har vist, at naturen allerede virker positivt på humør og vrede efter bare 3-5 minutter. Men hvorfor nøjes? Anden forskning har nemlig vist, at en gåtur på 90 minutter i en park gav en gruppe forsøgspersoner markant bedre humør. Effekten kunne ligefrem måles via hjernescanninger. Gruppen havde fået reduceret aktiviteten i områder i hjernen, der menes at være forbundet med stress og depression. En kontrolgruppe, der havde gået en 90 minutter lang tur på en trafikeret vej, havde ikke samme effekt. 
  2. Tag børnene med. Børn i alle aldre kan aktiveres, når bare man kommer ud og væk fra skærmen, Tag sjippetov, rundboldbat, fodbold eller frisbee med ud. Så får I også rørt jer.
  3. Gå gerne ud i naturen midt på dagen, hvor dagslyset er stærkest – og hvor de fleste godt kan have brug for at lade lidt om. De grønne områder stresser dig ned. Dagslyset sætter gang i hjernens produktion af glædeshormoner. En hurtig tur ud i dagslyset i frokostpausen er derfor en af de bedste energivaner, du kan tillægge dig, når efterårets mørke sætter ind.
  4. Slå to fluer med et smæk. Al ophold i naturen virker – også bare det at ligge i græsset – men når du alligevel er derude, kan du måske ligeså godt være fysisk aktiv. Overvej om trailløb, vandring, kajak, mountainbike, havsvømning, skiløb eller tilsvarende motion kunne være noget for dig.

Kilde: Ph.d.-studerende Stine Kjær Wehner, Center for Interventionsforskning, Statens Institut for Folkesundhed, SDU