Frivilligt drevet forening vil skabe socialt fællesskab og nærvær

Chris MacDonald, Just Humans stifter, mødte de frivillige kræfter bag HI Fitness, og Chris blev fascineret af at mærke passionen hos disse ildsjæle, som brænder for at skabe socialt fællesskab og nærvær for deres medlemmer. De mødes om aktiviteter som yoga, spinning og styrketræning, og de frivillige kræfter bag foreningen lægger meget tankevirksomhed i at fremme et godt socialt fællesskab. Fx er der indrettet hyggekroge med kaffe og samvær til efter træninger. Mange medlemmer tilmelder sig de samme hold, fx en yoga-time på samme tidspunkt hver uge, og dermed opstår der en god hold-følelse. Samtidigt er man opmærksom på at nye skal have chancen for at komme ind og blive en del af det.

Alle døre og maskiner er indrettet så kørestolsbrugere kan træne i centret, og handicappede og mennesker med kronisk sygdom kommer foran på foreningens venteliste. Der gøres også en særlig indsats for at skabe fællesskab for ældre mennesker, der ellers kunne blive ensomme, og som et resultat heraf er der størst rift om træningshold der ligger i dagtimerne.

ALLE kræfter i foreningen er 100% frivillige, både bestyrelsen, medlemsservice, rengøring og teknikere.

Just Human & Chris MacDonald vil gerne hylde sådanne frivillige kræfter, der gør en forskel for andre menneskers trivsel, og derfor har vi i 2019 doneret 6000 kr til foreningen.