Selvbestemmelse

Selvbestemmelsesteorien er en teori om motivation. Den er optaget af at støtte vores naturlige eller iboende tendenser til at opføre os på effektive og sunde måder.
Teorien blev først udviklet af Edward L. Deci & Richard M. Ryan, og er siden blevet udviklet og forfinet af forskere fra mange lande.

Teorien siger, at der er 3 vigtige bestanddele i selvbestemmelse (motivation):

  1. Kompetence
  2. Forhold
  3. Autonomi

Folk trives ikke, medmindre de har muligheder for at føle sig kompetente og kan bruge deres kompetencer til at løse meningsfulde problemer (udfordringer). Vi er som mennesker aktive, engagerede og nysgerrige efter at forstå verden og løse problemer. Faktisk er en af de mest motiverende ting for mennesker udfordringer. Udfordringerne skal have den rette sværhedsgrad (med udfordringer, der passer til evner og ressourcer, og hvor der er rigeligt hvile med god social og fysiologisk pleje, der tillader kvalitets-opladning), men når denne sværhedsgrad er tilpasset rigtigt, og mennesker skaber fremdrift mod mål, er følelsen af motivation fantastisk intens.

Samhørighed handler om “positive konstruktive relationer” (nummer ét på Naturens ikke til forhandling i forhold til trivsel-liste). Det er værd at gentage, at mennesker har brug for at opleve massive doser empati og opmuntring. Kompetence er ikke nok, “andre mennesker betyder noget, og de betyder meget”.

Autonomi er et underligt ord for “interesse og lyst”. Det er en følelse af, at man har et valg, og at selv hvis ingen sagde til dig, at du skulle gøre noget, ville du gøre det alligevel.
I tillæg til de tre bestanddele i selvbestemmelse (kompetence, forbindelse til andre mennesker, autonomi) er det blevet vist, at det at skabe fremdrift hen imod meningsfulde mål (fremdriftsprincippet) er essentielt for motivation.