• Kontakt
Just Human
  • Trivselsindsatser
  • Vær med
  • Aktuelt
  • Skole
  • Om os
  • Menu Menu

Vi deler her erfaringerne med PULS ude fra skolerne

HVAD SIGER ELEVERNE?

“PULS er den bedste opvarmning til at sidde stille”
“Jeg synes, at det er vildt sjovt, faktisk”
“Jeg føler, at jeg går derfra i godt humør”
“Det er meget bedre end at sidde stille og lytte”
“Jeg synes, at jeg er mere engageret i timerne efter”
“Det hjælper, så vi kan koncentrere os”
“Det er ret fedt, at vi leger”
”Dagene føles ikke så lange, når vi har PULS”
“Til PULS kommer vi meget tæt på hinanden. Jeg synes vores fællesskab bliver styrket.”

HVAD SIGER LÆRERNE?

”Vi ELSKER vores PULS-timer! Vi oplever en intensitet, som vi ikke genkender fra idrætsundervisningen. Vi ser sved på panden og røde kinder hos elever, som normalt ikke giver den gas, og så griner vi sammen. Hold nu op, hvor kan 2×30 minutter om ugen gøre en forskel.”

”Efter PULS er der god stemning. Eleverne vågner op og bliver mentalt klar. De får pulsen op, kroppen bliver vækket, og musklerne kommer i gang.”

”PULS gør noget godt for fællesskabet i klassen. Noget at være sammen om og deltage i, som anden undervisning ikke kan.”

”Aktiviteterne i PULS er alsidige, hvilket betyder, at alle kan være med – også de elever, der ikke normalt er idrætsorienterede.”

”Vi oplever at de idrætsuvante bliver gladere for idræt efter de er startet med at have PULS.”

HVAD SIGER CHRIS MACDONALD?

Vi mennesker er skabt til at bevæge os – men kun, når det er nødvendigt. Eller sjovt.Vores forfædre gik ud hver dag for at jage eller samle, ikke for motionens skyld, men fordi de ellers ville sulte. Når de bevægede sig uden nødvendighed, var det for at lege, danse eller være en del af noget større – en stamme, et fællesskab.

I dag er der sjældent noget, der kræver, at vi rejser os. PULS forsøger at ændre det. Ved at sætte bevægelse ind i skemaet, bliver det næsten nødvendigt igen. Men endnu vigtigere – vi gør det sjovt. Med leg og fællesskab.”

ERFARINGERNE

Nedenfor har vi lavet sammenfatning under 15 overskrifter af, hvad vi har lært siden vi startede PULS og deler erfaringerne ude fra skolerne. Sammenfatningen bliver opdateret i takt med, at vi får flere og flere erfaringer.

1. PULS FORMES PÅ MANGE MÅDER

Figuren viser de forskellige måder, som skolerne har implementeret PULS. De fleste skoler har lagt PULS fast ind i skemaet en eller flere gange om ugen i en eller flere klasser. Andre skoler har lagt PULS ind som fast bånd. Endelig har en skole valgt at lave PULS i frikvarter med stor succes.

Med den nye skoleaftale valgte skoler også at køre PULS-valgfag. På en skole tilmeldte 36 ud af 40 elever sig PULS-valgfaget. Erfaringen med PULS-valgfag er at det skal deles op på to gange om ugen og det er vigtigt at definere, hvordan PULS adskiller sig fra idræt.

Nogle skoler har uddannet deres vikarer i PULS, så eleverne har PULS, når der er vikardækning. PULS i vikartimer har ikke fungeret så godt som håbet. De unge vikarer har ikke haft så meget mod til at lave aktiviteterne. Det er også en ulempe, at vikarerne skal uddannes hvert år, da der er stor udskiftning. Skolerne dropper alle omklædning og bad i forbindelse med PULS og prioriterer tiden til bevægelse.

2. ELEVERNE KAN GODT LIDE PULS

Eleverne oplever generelt at PULS er sjovt, og at det får dem til at smile og grine sammen. Flere elever fortæller, at deres humør bliver bedre, og at de oplever at alle overordnet er gladere, når de har haft PULS. Der er en klar oplevelse af, at aktiviteterne ryster dem sammen og forbedrer fællesskabet. Nogle oplever, at bevægelse skaber ro og gør dem bedre til at koncentrere sig, samt engagere sig i undervisningen efter. Modsat fortæller nogle elever, at der er mere uro efter PULS. Når eleverne har prøvet at have PULS i en periode, så ønsker de, at PULS fortsat skal være på skemaet hver uge. Det ønsker elever også, der ikke er helt så vilde med bevægelse og PULS.

3. SKOLER VIL GERNE MERE BEVÆGELSE, MEN…

… der er så mange agendaer, og vi oplever at skolerne ikke har overskud til endnu et initiativ. Det er svært for skolerne at prioritere tid til bevægelse.

For skolerne er det en udfordring at finde tiden til PULS, og at det giver mindre tid til de boglige fag. Herudover er manglende faciliteter til at lave PULS en udfordring, og at eleverne sveder og ikke klæder om og går i bad bagefter. Lærerne fortæller også, at kollegaers manglende opbakning er en udfordring og at elever, der har dårlige erfaringer med bevægelse og idræt, er svære at få med.

4. FAST PÅ SKEMAET

Det giver nogle store fordele, når bevægelse og PULS får en fast plads på skoleskemaet. På den måde bliver det prioriteret. Eleverne fortæller, at det er dejligt at lave noget andet end at være inde i klassen og lave opgaver. Det skaber variation i skoledagen og får dagen til at føles kortere. Flere elever siger, at de gerne vil have PULS på de lange dage og også gerne flere gange om ugen.

5. HVORNÅR PÅ DAGEN?

Skoler har lagt PULS ind på forskellige tidspunkter af dagen. Om morgenen får PULS eleverne til at blive friske og læringsparate til skoledagen. I løbet af dagen får de en pause og bliver klar til at sætte sig igen og koncentrere sig. PULS i frikvarteret eller lige før frikvarteret gør er der er færre opstillinger. Sidst på dagen, hvor eleverne alligevel er trætte og ikke længere får så meget ud af undervisningen. Læg PULS ind der hvor det er muligt – det er aldrig spild af tid.

6. PULS-LÆRERNE

Det er helt afgørende, at lærerne selv synes det er sjovt at lege og bevæge sig, for at få eleverne med og smitte med motivation. Det fungerer godt, når lærerne går forrest og sætter sig selv i spil. Vi anbefaler derfor, at det er lærere, der brænder for bevægelse og selv vælger det, som står for PULS. Samtidig motiverer det lærerne og gør det langt sjovere for dem, hvis de er flere, som sammen står for PULS.

7. SKAB KULTUR INDEN ELEVERNE BLIVER STORE

Flere skoler giver udtryk for, at det giver mening at implementere PULS i de yngre klasser før de rammer udskolingen eller i hvert fald de ældste klasser, så der skabes kultur for bevægelse og leg. De fleste skoler der er med prøver PULS af i 5. og 6. klasse.

8. LAV PULS UDENFOR OG LAD DRØMMEN GÅ I OPFYLDELSE

Louise Klinge har som skoleforsker talt med mange skoleelever. Når hun spørger dem om, hvad de drømmer om, siger de, at de ønsker at lege mere og komme mere udenfor i løbet af skoledagen. Det siger elever også, når vi har talt med dem om PULS. De vil gerne være mere udenfor og lave PULS, når vejret er til det. Ved at lave PULS udenfor slår vi flere fluer med et smæk. Eleverne får frisk luft og dagslys, som også har stor betydning for deres energi og trivsel. Herudover undgås udfordringer med faciliteter. Men PULS udendørs på en kold og våd vinterdag gør intet godt for motivationen og bevægelsesglæden. Hvis det kniber med indendørs faciliteter i vintermånederne og på regnvejrsdage, så vær kreativ og se mulighederne i klasselokalet, gangarealer, aula og kælder med mere. I Ugens PULS får du også inspiration til aktiviteter, der kan laves på lidt plads.

9. LAD LEGEN FYLDE

Legen er vigtigere end vi troede. Selvom PULS er for de ældre elever, så oplever vi, at eleverne rigtig gerne vil lege. De synes det er sjovt, og det får eleverne til at grine sammen. De ønsker, at de skal lege en masse og at PULS ikke bliver alt for meget træning.

Eleverne fortæller at deres favoritter er lege som: Mudderstik, Gummitrold og Høvdingebold.

10. KONKURRENCE – MED MÅDE

Konkurrence skiller virkelig vandene. Mange elever elsker at konkurrere, og det kan være med til at motivere og skabe intensitet. Men der er elever, som virkelig ikke kan lide konkurrence, og det giver dem endnu flere dårlige oplevelser med bevægelse. Konkurrence oplever vi ligeledes skaber frustration og konflikter i nogle klasser. Elever fortæller, at deres humør efter PULS er påvirket af, om de har vundet eller tabt. De fortæller, at det ødelægger stemningen i lang tid efter, fordi vinderne håner taberne. Konkurrence skal derfor – modsat legen – ikke fylde, men skal bruges med måde, og kun i klasser, hvor det fungerer, og hvor konkurrencen bidrager med positiv energi og intensitet.

Når der konkurreres, anbefaler vi, at der ikke bruges tid og opmærksomhed på, hvem der vinder. Vi anbefaler, at vinderne ikke kåres, og at der aldrig laves konkurrencer, hvor eleverne ryger ud af legen. Når eleverne ”taber/dør”, kommer de hurtigt med igen.

Rigtig mange elever kan godt lide aktiviteter med bold, men bold er ligesom konkurrence. Der er også elever, som virkelig ikke kan lide bold, og det er vigtigt, at der er stor variation i PULS, og at boldspil ikke kommer til at dominere på trods af sin popularitet.

11. INGEN VURDERING

Til PULS anbefaler vi, at eleverne ikke vurderes, og at aktiviteterne ikke kræver særlige kompetencer, så alle kan være med. Bedømmelse og sammenligning er elementer, som virkelig kan ødelægge børn og unges motivation. Hav fokus på opgave, udvikling og progression – ikke resultater. Anerkend, når eleverne gør deres bedste og/eller forbedrer sig. Sæt pris på indsats, og opfordr eleverne til at prøve nye færdigheder. Skab en kultur, hvor fejl anses for at være god læring og et udviklingspotentiale.

12. VARIATION OG MEDBESTEMMELSE ER VEJEN FREM

Variation og medbestemmelse er afgørende for elevernes motivation. Eleverne synes det bliver kedeligt, når de laver de samme aktiviteter for mange gange, og de vil gerne være med til at bestemme, hvad de skal lave, være med til at udvikle aktiviteterne og bestemme reglerne. Lad eleverne komme med forslag til aktiviteter. Giv eleverne mulighed for at vælge sig ind på forskellige aktiviteter. Lad eleverne melde sig til fx at være fanger. Giv og fremhæv valgmuligheder i aktiviteterne, og lad dem være med til at udvikle aktiviteterne.

13. OPBYG SOCIALE RELATIONER OG FÆLLESSKAB

Både lærere og elever fortæller, at PULS har betydning for fællesskabet. Vi anbefaler, at lærerne tager ansvar for gruppedannelsen. Lav aktiviteter, hvor eleverne er sammen i par eller mindre grupper. Lav forskellige grupper, så eleverne er sammen på kryds og tværs. Få eleverne til at se hinanden i øjnene, have fysisk kontakt og samarbejde.

14. KORT WORKSHOP/KURSUS I PULS FOR ALLE LÆRERE

Det fungerer godt, når vi holder kurser på skolerne i PULS for alle lærere, og meget gerne ledelsen også. Lærere og ledere har det virkelig sjovt sammen på kurserne og det skaber fællesskab på lærerværelserne. Vi oplever, at det gør en forskel at alle prøver PULS
og kender argumenterne for at bruge tid på bevægelse og leg. Der kommer mere opbakning til PULS og lærerne begynder at tale samme sprog.

Her er citat fra Jane på Bryndum Skole, der skrev til os dagen efter, at vi havde holdt kursus for lærerne på hendes skole:
”Da jeg møder ind i morges, sidder én af mine kolleger med PULS-materialet i gang med at forberede den første lektion. Hun er meget begejstret, og nu skal det prøves, som hun siger. Hun er blevet grebet af kurset i går. Da jeg møder hende i første pause, er hun endnu mere begejstret – det havde været den fedeste time.”

Overvej kursus i forberedelsesugerne i forbindelse med sommerferien
eller på et personalemøde. Vi kan nå rigtig meget på bare 1½ time og vi kommer ud til jer helt gratis.

15. PRØV PULS AF I DET SMÅ. DET ER SOM RINGE I VANDET

Vi anbefaler skolerne at prøve PULS af i det små. Prøv det af i en kortere periode med én klasse én gang om ugen. Vi oplever, at lærerne og eleverne bliver glade for PULS og ønsker at forsætte. Herfra kan det stille og roligt vokse og blive en del af skoledagen for flere og flere elever på skolen.

PRØV PULS AF…og få jeres egne erfaringer.

Vi kan støtte jer helt gratis med at prøve PULS.

Vi kan hjælpe jer med:

  • Undervisningsmaterialet PULS
  • Ny inspiration hver uge i Ugens PULS
  • Kursus på jeres skole – vi kan nå meget på 1-2 timer
  • Udstyr til PULS – der gør det let at komme i gang
  • Interview med elever og evaluering af afprøvningen af PULS
  • Netværk og erfaringsudveksling med andre skoler

Skriv eller ring til os på ms@justhuman.dk eller 21822820.

Læs ultra light sammenfatning HER

TAK TIL PARTNERNE
OG FOR STØTTEN TIL SUNDHEDSSTYRELSEN

Adresse

Lyngbyvej 20, 3.
2100 København Ø

CVR nr. 36 91 04 53

Kontakt os

Telefon 24 85 74 75
info@justhuman.dk
Mobile Pay 437934

Kontakt os

 

Just Human

  • Om Just Human
  • Trivselsindsatser
  • Deltag
  • Følg med
  • Privatlivspolitik
  • Cookiepolitik
Copyright Just Human 2024 © Produceret af KathArt Interactive
  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
Scroll to top