Hvordan følger
Et feasibility-studie og ikke et forskningsstudie
Vi følger PULS-træningen i 6. klasserne og 9. klasserne på Langhøjskolen i 6 måneder fra start august 2022 og frem til marts 2023. Følgeprojektet er ikke et forskningsprojekt, men vi monitorerer og dokumenterer konceptet. Med følgeprojektet ønsker vi, at belyse sammenhænge, undersøge feasibility, opsamle viden og erfaring om indsatsen, opkvalificere konceptet og udbrede konceptet til andre skoler.
Belyse sammenhænge
I følgeprojektet laver vi i opstarten og efter 6 måneder forskellige undersøgelser i forhold til elevernes kondition og trivsel. Disse undersøgelser kan ikke bruges til at undersøge effekten af indsatsen, da vi ikke har kontrolgruppe. Men de kan give os et helt overordnet indblik og se på sammenhænge.
Følgende undersøgelser laves:
- Konditest – Andersen løbetest
- Spørgeskema om trivsel – KIDSCREEN 27
Herudover undersøger vi elevernes fysiske aktivitetsniveau. I projektet samarbejder vi med det svenske firma SCRIIN, der producerer aktivitetsmålere. De måler elevernes aktivitetsniveau og minutter hvor eleverne er aktive i skolen.
Undersøge feasibility samt opsamle viden og erfaring
Følgeprojektet er et feasibility studie. Vi vil undersøge om det praktisk kan lade sig gøre at indføre PULS-træning om morgenen på skoler i Danmark og om det kan blive en succes. Undervejs i projektet gennemfører vi interviews med elever, lærere og ledere på Langhøjskolen.
Guide og inspirationsmateriale til andre skoler
Der udarbejdes guide/drejebog til skoler, der gerne vil starte PULS i skolen på deres skole og inspirationsmateriale med forskellige former for PULS-træning til lærere. I foråret afvikler KP i samarbejde med Just Human webinarer for blandt andet skoleledere, lærere, medlemmer af skolebestyrelser og andre interesserede, hvor de kan høre om alle argumenterne for PULS i skolen, og inspiration til hvordan de konkret kommer i gang med det på deres skole.
Flere skoler med
Med Chris MacDonald i front er et meget vigtigt mål med følgeprojektet at historien om Langhøjskolen og PULS i skolen fortælles og andre skoler skal inspireres. Der udarbejdes tre web-dokumentarer i løbet af projektet om PULS i skolen.
TAK TIL PARTNERNE PÅ PROJEKTET.
PULS i skolen er støttet af Erhversfyrtårnet Life Science – Sund Vægt med EU REACT-midler.