Jeg følte, jeg skulle leve for os begge to

Michala Ritchie Jensens storebror Andreas blev kun 25 år. Han døde af knoglekræft en sommerdag i 2015. Nu vil Michala ære sin storebrors minde ved at hjælpe andre børn og unge i sorg med at få den støtte, de har brug for. Det sker i et samarbejde med Chris MacDonald og Just Human.

Lyset er tændt på scenen i teateret Bremen i København. I den stopfyldte teatersal venter et småsnakkende publikum på, at Chris MacDonald skal gå på scenen med sit foredrag ”Ingen ko på isen”.

Men først skal 25-årige Michala Ritchie Jensen ind i rampelyset. Michala har aldrig stået på en scene før. Hun har heller aldrig prøvet at tale til så mange mennesker. Alligevel ryster talepapiret i hendes hånd kun en lille smule. For Michala er budskabet vigtigere end den scenepræstation, hun nu kan levere.

”Andreas er min storebror, og det vil han altid være. Men i år blev vi lige gamle. 25 år. Det var så gammel, som Andreas nåede at blive,” begynder Michala med en følsom og stærk stemme, mens teatersalen bliver stille.

Bag ved Michala lyser et stort fotografi. Her sidder Michala sammen med sin storebror og sin far i solen i Nyhavn i København. Et dejligt minde – og i aften et autentisk bagtæppe for Michalas smukke og enkle fortælling om Andreas død.

Det er Chris MacDonald, der har givet Michala modet til at stille sig frem på scenen. Det er hun glad for, som hun står der og mærker, at hun får ro på nerverne og formår at trænge igennem med sit budskab.

Michala og hendes familie mødte Chris MacDonald for nogle år siden ved et foredrag for kræftsyge og deres pårørende. Han har siden støttet og inspireret familien under Andreas sygdomsforløb og efter hans død.

Denne aften har Chris MacDonald givet familien Ritchie Jensen mulighed for at vælge den organisation, der skal have glæde af overskuddet fra foredraget. Familien har valgt organisationen Børn, Unge og Sorg, fordi Michala har fået stor hjælp i en sorggruppe der.

En lang vej til scenen

For Michala har vejen til scenen i Bremen været lang og sej. Men nu hvor foredraget er overstået og donationen på 21.250 kroner for nylig overrakt til Børn, Unge og Sorg, er der tid og ro til at gøre status over oplevelsen.

”Andreas død vil altid være meningsløs. Men hvis jeg på den her måde kan være med til at sikre, at flere børn og unge får hjælp, når de mister, så skaber det alligevel et lillebitte glimt af mening et sted. Jeg kan gøre min lille del til, at Andreas ikke døde helt forgæves,” siger Michala.

Michala har sat sig for at mindes sin storebror og alt det, han stod for, ved at lade deres historie kaste lys på det arbejde, der gøres i Børn, Unge og Sorg. En organisation, hvor børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende eller oplever alvorlig sygdom hos en forælder eller søskende, kan få hjælp, støtte og mulighed for at dele sorgen med hinanden.

En helt almindelig familie

For ganske få år siden var Michalas familie en helt almindelig familie fra Birkerød. Der var far, mor, Andreas og Michala. Livet lå foran dem alle sammen på hver sin måde. Michala var lige startet på CBS for at læse sprog og kommunikation. Andreas var medicinstuderende. Ved siden af studiet skabte han rungende rytmer af house og teknomusik i klubben ved Panum Instituttet. DJ Ritchie kaldte han sig.

Andreas var også en rigtig storebror. En bror, som Michala kunne pakke teltet og tage til Roskilde Festival sammen med. En bror, som hun kunne tage en heftig politisk diskussion med, når han blev lidt for blå i sine udtalelser, og en bror, som hun kunne skændes og grine sammen med, når de mødtes hjemme hos forældrene.

Sådan var det lige indtil den dag, Andreas fik ondt i knæet. I familien tænkte de alle sammen, at der var tale om en bagatel. Måske var smerterne blot mén fra et slag, han havde fået på en rejse til Thailand. Men så kom undersøgelserne. Og derefter beskeden. Andreas var alvorligt syg. Han havde knoglekræft.

”Fra den ene dag til den anden gik Andreas fra at være en rask og aktiv ung mand, der glædede sig til livet, til at være meget syg. Det var ekstremt angstprovokerende at opleve,” husker Michala.

”Men dengang i starten troede vi, at det var noget, vi kunne komme videre fra. Noget, der skulle behandles og overstås så hurtigt som muligt. Det meste af tiden tænkte jeg: ”Det her sker bare ikke. Det kan ikke passe, at det her sker i min familie.” Det var uvirkeligt.”

Men Andreas sygdom var rå virkelighed. Og i tiden efter diagnosen forandrede livet sig for hele familien. Andreas flyttede hjem til huset i Birkerød sammen med sine forældre. Fokus var på alt, hvad der kunne gøres for at hjælpe og behandle Andreas. Det kunne ikke være anderledes.

”Mine forældre var selvfølgelig tæt sammen med Andreas i alt det, han skulle igennem. Jeg selv forsøgte at fortsætte med at leve mit ungdomsliv, så godt jeg kunne. Jeg ville ikke sidde som en ekstra tredje person på hospitalet og få det hele til at se endnu værre ud. Andreas skulle også bevare håbet. Jeg blev meget den, der kom hjem med et frisk pust og lidt energi – også til Andreas, fordi jeg trods alt havde oplevet andet end behandlinger. Den rolle, tror jeg faktisk, vi alle sammen havde det ok med.”

Han ville ikke sige farvel

Det skulle dog hurtigt vise sig, at Andreas sygdom ikke bare ”kunne overstås”. Stråler, kemoterapi og til sidst også eksperimentelle behandlinger gav ingen varige resultater.

”Efterhånden kunne vi godt se, at det mere handlede om at vinde tid end om at håbe på, at han kunne blive helt rask. Det var utrolig hårdt at erkende. Jeg grublede og grublede. Hvornår kunne jeg tillade mig at miste håbet på hans vegne? Hvornår gav det mening at begynde at give slip? Til sidst havde Andreas det så dårligt, at jeg tænkte, at han ikke kunne få et værdigt liv igen. At hans krop ikke ville kunne bære ham videre. Samtidig var det også en umulig tanke at overgive sig til – at han skulle dø,” siger Michala.

Andreas kræft var aggressiv, og dag for dag sled den på ham. Michala måtte se sin storebror bliver tyndere, blegere og miste evnen til at gøre de helt almindelige ting, der burde være en selvfølge for en ung mand på 25 år.

”På et tidspunkt, da han var blevet meget svag, havde jeg fundet nogle billeder af Andreas og mig som børn. Jeg havde lyst til at vise ham dem, så vi kunne dele de minder, vi havde sammen. Men han ville ikke se dem. Jeg tror, at han tænkte: ”Nu kommer Michala for at sige farvel” – og det gjorde jeg på en måde også. Men han ville jo ikke sige farvel, for han ville ikke dø. I stedet for lovede jeg ham, at jeg ville leve og opleve verden for os begge to. Gøre alt det, han også skulle have haft mulighed for at gøre.”

Et svært løfte

Det var et meget velment løfte. Men det var også et løfte, Michala kom til at slås med i tankerne efter Andreas død. Det fik hende først og fremmest til at prøve at kaste sig ud i livet igen stort set med det samme. Hun havde jo travlt. Hun skulle ud at leve livet for dem begge to. Sådan som hun havde lovet. Sådan som hun tænkte, at hun skyldte Andreas.

”Jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. På en ene side ville jeg holde mit løfte. Jeg havde jo lært af Andreas død, at livet er flygtigt, og at vi skal bruge den tid, vi har, så godt som muligt. Samtidig var jeg helt ødelagt og kunne slet ikke finde ud af at være glad. For hvordan kunne jeg være glad, når Andreas var død, når man kan miste på den måde?” spørger Michala.

Efter et halvt år fornemmede Michala, at det ikke var holdbart. Hun havde det skidt. For hvem var Michala, når hun ikke længere havde sin storebror?

”Jeg kunne jo ikke leve for to. Det er der ingen, der kan. Jeg følte, at jeg svigtede. Og jeg var ensom og ked af det, fordi jeg ikke synes, at nogen forstod, hvordan det var at mangle sin storebror. Jeg indså, at jeg havde brug for hjælp til at håndtere det hele, og derfor tog jeg mig sammen til at tage på en cafeaften hos Børn, Unge og Sorg.”

Et års ventetid på mindre ensomhed

Den aften blev starten på en tid med mere håb. Michala fik lov at tale med en psykolog, og hun blev henvist til en sorggruppe. Hun skulle bare lige vente, til der var unge nok og ressourcer nok til at få den oprettet. Der gik et år, før gruppen kom i gang

”Et år er virkelig lang tid at vente, når man er ensom i sorgen og har svært ved at finde nogen, der kan magte at være sammen med en, der er så ked af det. Det er derfor, at jeg synes, pengene fra Chris foredrag skulle gå til at nedbringe den ventetid. Men når det sagt, så var det værd at vente på. Den sorggruppe, jeg har i dag, har gjort en meget stor forskel for, hvordan jeg har det,” fortæller Michala.

I Michalas sorggruppe startede otte unge, der alle havde mistet en søskende. De begyndte med at mødes hos Børn, Unge og Sorg sammen med en terapeut, der hjalp samtalen og fællesskabet på vej, blandt andet ved at bede dem alle sammen skrive et brev til deres søskende og læse det op for hinanden. I dag er terapi-forløbet slut, men fem af de unge fra gruppen mødes stadig mindst hver anden måned.

”Det har haft så stor betydning at møde nogle mennesker, der har oplevet det samme Vi har delt så meget med hinanden. Vi forstår hinanden på en anden måde. Jeg kan sige: ”I dag er det hans fødselsdag.” Jeg behøver ikke sige mere. Alle ved, hvordan det er. Det fjerner noget af ensomheden omkring det.”

Samtidig er bevidstheden om, at de andre går rundt derude, med til at dæmpe følelsen af, at livet er uretfærdigt. Tanker som ”Hvorfor lige Andreas? Hvorfor lige min familie” kan komme snigende uden at være inviteret.

” Det er jo ikke meningen, at man skal miste sin storebror, når man er 23 år gammel. Og det føles uretfærdigt. Men det hjælper at vide, at der findes en lille flok derude, der også har mistet. Det er jo forfærdeligt, at de har mistet, men når det nu er sket, er det virkelig godt for os, at vi har haft mulighed for at mødes. Jeg tænker, at vi har hinanden til at støtte os op ad resten af livet, faktisk, og det er jeg meget taknemmelig over,” siger Michala.

En gammel dame indeni

For Michala ved også godt, at sorgen aldrig forsvinder. Den skal hun have med på sin vej i gennem livet sammen med den opslidende bevidsthed om, at hun ikke er usårlig. At hun kan miste. At det faktisk sker. Men sorgen har ændret karakter, og Michala har fået mere ro på.

”Før kunne jeg kun mindes Andreas med et tungt hjerte. Men nu kan jeg også mindes ham med en glæde over den, han var. Jeg kan smile ad de sjove ting, han sagde, og jeg kan tænke på, hvad han ville have sagt i en eller anden situation. Jeg føler faktisk, at jeg ser ham mere klart, nu hvor han er død. Der er ikke noget søskende-fnidder tilbage, men kun en storebror, som jeg også forholder mig til som det fantastiske menneske, han blev som voksen.”

Selv er hun også blevet meget voksen, siger hun. Og mere følsom. På en måde, så hun let bliver lidt firkantet og bestemt. Hvis hun er presset, så skal spaghettien koges på hendes måde. Men samtidig er hun blevet meget mere fleksibel og mere rummelig over for andre og deres måder at se livet på.

”Jeg er blevet lidt en gammel dame indeni. Jeg oplever, at der kommer ting ud af min mund, som nok ikke ville være kommet ud, hvis jeg ikke havde oplevet Andreas død. Jeg forsøger at vende den gamle dame til en styrke. Til noget, jeg kan bruge til netop at hjælpe andre, der får brug for hjælp, som jeg selv havde,” siger Michala.

Foreløbig har Michala modigt fortalt en hel fuld teatersal om Børn, Unge og Sorg. Sammen med Chris MacDonald har hun endda sikret, at organisationen får godt 21.000 kroner ekstra til at drive sorggrupper for. Nu håber hun, at hendes historie også kan bidrage til, at flere mennesker ved, at organisationen findes og er klar til at hjælpe.

Fakta om Børn, Unge og Sorg

Børn, Unge og Sorg hjælper børn og unge op til 28 år, hvis forældre eller søskende er døde eller kritisk syge. Hjælpen gives primært i form af sorggrupper, mens især de yngste børn også tilbydes individuel terapi.

Omkring 2000 børn og unge får årligt hjælp via et forløb hos Børn, Unge og Sorg. Hjælpen har målbar effekt på blandt andet generel trivsel, angst- og depressionstendens.

Der er et stort behov for hjælp. Cirka 7000 børn og unge under 28 år i Danmark mister en forældre hvert år. Cirka 1000 børn mister en søskende.

Omkring 140.000 børn og unge oplever, at en forælder eller søskende dør eller rammes af kritisk sygdom.

Børn, Unge og Sorg har rådgivningskontorer i København, Odense og Århus, men planlægger pt også projekter i 20 kommuner rundt om i landet.

Børn Unge og Sorg støttes af Socialministeriet, men er samtidig dybt afhængig af donationer og støtte fra fonde, virksomheder og private givere.

Læs mere hos Børn, Unge og Sorg